Please follow and share

Jeg har længe gået og overvejet hvordan jeg skulle skrive denne blog. For mig er den meget personlig, og jeg føler jeg blotter mig ved at sige det højt. Giver det mening? Nåh men, da vi flyttede til Basel for 1,5 år siden, var jeg på ingen måde på toppen, jeg sled mig igennem dagen og kunne knap nok hænge sammen. Til sidst “tvang” Troels (min mand) mig til lægen, som tog en masse prøver, og den ene viste et meget lavt niveau af B12 vitamin. Dette kunne jeg forholde mig til, vi havde i en lang periode spist vegetarisk og min graviditet med Walter havde været meget hård. Jeg var overbevist om at jeg skulle have nogle sprøjter hos lægen og så var jeg på toppen igen. Og jo jeg fik det meget bedre efter de første fem uger med en sprøjte B12 vitamin om ugen. Jeg skulle til tjek igen efter tre måneder for at se om niveauet var stabilt eller jeg skulle have en omgang mere, og måske have tilskud for altid. Efter tre måneder var tallene faldet igen, de var ikke lige så lave som ved den første prøve, men min læge ville gerne give mig en omgang mere. Det fik jeg og alt var godt. Jeg havde overskud igen, startede mit første firma op, og var igen en overskudsmor.
Karla som er en pige som observerer alt i sine omgivelser, havde selvfølgelig lagt mærke til at jeg ikke havde det godt, og nogle gange faldt i søvn på sofaen mens hende og Walter så tegnefilm. Hun lagde også mærke til at jeg til tider, havde et plaster, der hvor jeg havde fået en indsprøjtning. Så vi talte om at jeg havde været meget træt, og når lægen stak mig, var det for at jeg skulle få det bedre. Jeg havde det godt noget tid, indtil jeg begyndte at blive træt igen, og Karla spurgte flere gange om jeg ikke skulle til lægen og stikkes igen. Denne gang blev jeg også meget irritabel og humørsvingende. Jeg regnede med at det var på grund af at mine tal var lave igen, så forsøgte at bide det i mig indtil min næste test, som ganske rigtig viste at jeg igen skulle have indsprøjtninger. Denne gang hjalp de bare ikke på alle symptomerne. Jeg var stadig irritabel og kunne blive sur over selv de mindste ting, havde ikke overskud til at være med min familie, og var generelt ved at blive rigtig deprimeret. Alle mine blodprøver var perfekte og viste heller ingen allergier eller andre sygdomme, jeg havde sågar fået lavet en MRI scanning af mit hoved. Jeg er mor til to små børn, er sammen med en mand som arbejder meget og vi har ingen familie i nærheden. Så det er vigtigt at jeg er velfungerende, så jeg besluttede mig for at tage sagen i egen hånd.
Alle de læger som havde set på mine blodprøver, havde spurgt om jeg havde glutenallergi. Mit svar var nej det har jeg ikke, men jeg kan ikke tåle majs. Det er åbenbart meget normalt at få B12 mangel når man har en ubehandlet glutenallergi. Så derfor besluttede jeg at udelukke gluten fra min kost i en periode. Jeg begyndte langsomt at gå bedre, jeg ekskluderede også mælk, og det begyndte at gå endnu bedre. Jeg havde ikke lige så mange vredesudbrud og klarede hverdagen bedre, jeg fandt også langsomt lysten til at arbejde igen, og så havde jeg en familie der skulle rettes op på.
Det var sådan en måneds tid, indtil vi skulle på sommerferie. Både Troels og jeg var ikke helt overbeviste om at det virkelig var gluten og mælkeprodukter der var “problemet” da jeg stadig havde nogle fødevarer jeg reagerede på, men ikke tilnærmelsesvis så slemt som tidligere. Vi havde planlagt en weekend uden børn i København, og vi tog ingen chancer, så jeg holdt mig fortsat fra mælk og gluten. Vi afleverede børnene hos mine forældre og kørte mod København. Efter vi havde tjekket ind på hotellet gik vi ned for at spise frokost, og ja jeg skulle selvfølgelig havde en rugbrødsmad, til aften fik jeg sushi med soya. Dagen efter stod den på overnight oats af havremælk, smørrebrød til frokost, til aften fik jeg blandt andet en gourmet hotdog på Madklubben, i begynder at forstå pointen ikke? Jeg gik all in på gluten og mælk. Jeg begyndte langsomt at føle mig mere for kvalmet og oppustet, fik sure opstød og hovedpine. Da vi hentede børnene om søndagen var jeg begyndt at blive lidt ked af det. Jeg var generelt meget forvirret over alle de følelser der foregik inden i mig. Det hele kulminerede i et stort vredesudbrud, hvor jeg hulkende måtte erkende at jeg nok ikke skulle have spist alle de ting. Vi blev enige om at jeg igen skulle fjerne mælk og gluten fra min kost. Flere dage var jeg hævet op i ansigt, på hænder og fødder, var træt og ked af det. Så kom kvalmen og appetitløsheden, det hele tog ca. en uge, før det begyndte at blive bedre. Jeg har senere også udelukket æg, soja og jordnødder fra min kost. Jeg har på intet tidspunkt testet positiv på en allergi over for nogle af disse fødevarer, så derfor vil min læge vil ikke anerkende det, men det gør mig ikke noget. Jeg kan mærke på min egen krop og sind hvilken betydning det gør. Jeg har igen lært at lytte og stole på min krops signaler.
For ikke at gøre denne historie længere, vil jeg vente med at beskrive nogle af de følelser og holdninger jeg har mødt undervejs, for de fylder stadig meget.

Så stay tuned til; Når din mad gør dig syg Part II

Gry Persson

 

Please follow and share